I disse dage opholder jeg mig så meget som muligt i skoven. Dels fordi der er utrolig smukt lige nu, men mest fordi, at skoven for mig er det perfekte sted til at komme ned i tempo og mærke sig selv igen, når tingene i en periode går lidt for stærkt.
Lige nu er skoven ved at lukke ned og gøre klar til at gå i dvale og samle saft og kraft til næste forår.
Den byder dvalen velkommen med manér i et festfyrværkeri af smukke, brændte farver efter de sidste mange måneder at have beriget os med overdådig skønhed og vitalitet og åbenbaret det ene blad og blomsthoved efter det andet.
Det kræver store kræfter at levere sådan en præstation, og derfor må naturen gå i dvale nu.
Naturen er så uendelig klog, og hver gang jeg opholder mig i den, minder den mig om, hvor langt de fleste af os har bevæget os væk fra vores naturlige balance mellem præstation og hvile.
I stedet for at respektere behovet for pause – og nogle gange dvale – efter en større præstation, ja, så fortsætter vi blot ufortrødent med en ny præstation. Og helst en, der er lidt bedre eller større, end den vi lige har leveret.
Når vi når et mål på arbejdspladsen, klapper ledelsen i hænderne og siger: “Fantastisk – så kan du måske nå et mål, der et endnu højere i år”. Målstregen rykkes, og pausen og restitutionen udskydes på ubestemt tid.
Det ville svare til, at naturen, efter en pragtlevering af en sommer, sagde “Jeg snupper lige endnu et forår og en sommer”. Bare lige for at se, om jeg kan presse lidt mere saft og kraft ud af rødderne og overgå min eller ganske flotte præstation…
I naturen ville dette være helt utænkeligt. Og når vi mennesker alligevel prøver at manipulere med naturen og presse noget ekstra ud af den, ender vi med en udpint og i sidste ende død natur.
Men på mange danske arbejdspladser er den konstante rykken af målstregen og ekstra præstationer uden pauser en del af gamet. Ikke overraskende er denne strategi samtidig en af de største årsager til stress, fordi den strider så meget mod vores grundlæggende behov for en naturlige rytme mellem præstation og pause.
På privatfronten går det ikke meget bedre, og mange har konstant en følelse af aldrig at blive færdige. Når vi når i mål, holder vi ikke pause, men ser i stedet om vi lige kan nå lidt mere eller præstere lidt bedre.
Helt galt går det, når vi kigger på den måde, mange i dag dyrker sport på. Det er lige før, at man er et skvat, hvis man kun løber 5 km et par gange om ugen – selvom det i princippet ville være tilstrækkeligt for at holde kroppen i god fysisk form.
Men 5 kilometer målet er forlængst afløst af både 10, 20, 30 og 40 kilometer mål. Halvmarathon bliver til marathon, der bliver til Ironman, der bliver til dobbelt Ironman…
Selvfølgelig er det ikke alle, der træner så ekstremt, men tendensen er ret tydelig. Vi har ladet præstationsræset brede sig fra arbejdspladsen til vores fritid og spørgsmålet om, hvad det egentlig er, vi løber fra, bliver mere og mere relevant.
Prøv engang at forestille dig, at vi lyttede til vores krops naturlige behov (og nej, det er ikke et marathonløb), og begyndte at være stille, holde pause og restituere i stedet for at fortsætte med at løbe som sindsyge, også når vi har fri.
I stedet kunne vi kanalisere noget af alt vores tid og store præstationsbehov ind i familielivet, og gøre det til et gyldent mål at gøre familelivet stærk og velfungerende. Og når det så er blevet stærkt og velfungerende, kunne vi spørge os selv, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Hvordan får vi det endnu bedre som familie og som par?
Hvis overpræstation overhovedet kan give mening og kædes sammen med et naturligt behov, må det for mig at se være i forhold til familielivet og parforholdet. Det som helt basalt, og når alt kommer til alt, er det vigtigste for os alle.
Hvis vi allesammen gjorde det til vores vigtigste mål at gøre vores familie og parforhold stærkt, kærligt og velfungerende, og hvis arbejdspladserne begyndte at tænke i menneskelig bæredygtighed og respektere den naturlige balance mellem præstation og restitution, ville megen stress forsvinde fra vores hverdag.
Så hvordan ser det ud i dit liv? Er du i god kontakt med din naturlige balance, eller løber du også lidt for stærkt (og langt), alt imens du præsterer på alle andre områder end det vigtigste?
Gå en tur ud i skoven, stå helt stille og træk vejret dybt og mærk så naturens rytme. Hvis den ligger meget langt fra din egen, er det måske tid til at bremse op og komme back to basics.
Kærlig hilsen
Lisbeth
Skriv et svar