Vi vurderer alle ud fra vores egen virkelighed
Det er meget forskelligt, både hvordan og hvornår stress opstår hos en person. Det hænger sammen med, at stress opstår som følge af en begivenhed eller situation, som en person oplever som belastende eller truende.
Vi vurderer alle ud fra vores “egen virkelighed”, dvs. den måde, vi hver især oplever verden på. Og når vi udsættes for en stress-situation, vurderer vi også ubevidst situationen ud fra vores “egen virkelighed”.
Er resultatet af vurderingen, at der kan opstå en trussel eller ubehagelig situation, vil hjernen frigive stresshormoner. Er vurderingen derimod, at vi kan håndtere situationen og undgå ubehagelige konsekvenser, vil der ikke opstå stress, uanset hvor travlt vi har, og hvor vanskelig situationen er.
Hjernen er i øvrigt ligeglad med, om situationen rent faktisk bliver ubehagelig. Den reagerer blot på det, vi tænker om situationen, inden og mens vi står i den. Og faktisk opstår langt den meste stress af vores tanker om det, der skal ske, frem for det, der i virkeligheden sker.
Stress opstår, når vi har en oplevelse af ikke at kunne håndtere en situation
eller en følelse af, at situationen kan få ubehagelige konsekvenser.
Vi bliver altså stressede, når vi har en oplevelse af ikke at kunne håndtere situationen eller en følelse af, at situationen kan få ubehagelige konsekvenser. Dette forklarer, hvorfor forskellige personer reagerer vidt forskelligt på den samme situation. Nogen håndterer de mest utrolige begivenheder uden tegn på stress, mens andre bliver voldsomt påvirket og til tider syge. Årsagen til, at vi reagerer forskelligt på den samme situation, kan bl.a. findes i vores “personlige filter”.
Forestil dig, at et usynligt filter er placeret lige foran dit ansigt, hvor de fleste af dine sanser sidder placeret. Filteret sørger for at sortere nogle af alle de indtryk fra, som du bliver udsat for i løbet af dagen. Faktisk er det kun en ganske lille del af alle dagens indtryk, der får lov til at slippe igennem til din bevidsthed.
Forskere mener, at vi gennem nervebaner i huden og gennem vores øvrige sanseorganer, øjne, ører, tunge og næse, dagligt udsættes for ca. 11.000.000 stk. informationer (også kaldet bits) i sekundet. Langt størstedelen af disse sanseindtryk kommer via øjet, der sender 10 millioner bits informationer videre til hjernen hvert sekund! Det er dog en forsvindende lille del af denne store mængde sanseindtryk, der ender i vores bevidsthed, der kun kan omsætte maksimalt 40 bits information i sekundet.
De indtryk, der slipper gennem det personlige filter, vil være forskellige, alt efter hvem vi er. Det, som filteret lader passere til vores bevidste sind, afhænger bl.a. af vores opdragelse, vores erfaringer i livet, vores overbevisninger og vores værdier. Filteret er også påvirket af den tilstand, vi er i, når vi modtager indtrykkene. Hvis vi er glade, har vi tendens til at se efter det positive og får dermed øje på det, men hvis vi er kede af det, er vi mere tilbøjelige til at se de negative og triste ting, og det er derfor nogle helt andre indtryk, der slipper gennem filteret.
Da vi alle kigger ud på verden gennem vores eget filter, vil verden altså se forskellig ud, alt efter hvem vi er, og hvordan vi har det. Det personlige filter er vigtigt at huske på i forhold til stress, hvor der ofte er mange fordømmende meninger og holdninger til, hvad der gør det o.k. at blive stresset, og hvad der ikke gør. For med ovenstående viden om det personlige filter kan vi konkludere, at vi aldrig kan lave en entydig definition af, hvad der skaber stress. Vi kan trække nogle linjer, tendenser og typiske situationer frem, der ofte giver anledning til stress. Men det vil altid være helt individuelt, hvordan, hvornår og hvor meget hver enkelt bliver påvirket.