” I mit liv er døden kommet snigende. 6 gange blev jeg indlagt på hospitaler med mistanke om blodprop i hjernen og hjertet. Men jeg klarede den og fortsatte som før med at arbejde mellem 12 og 16 timer i døgnet. Først den 7. gang gik det op for mig, at jeg var ved at dø”.
Ordene kommer fra Martin Andersen, der er underdirektør i Nordea, far til to små piger, og med sine egne ord “en arbejdsnarkoman, der vågnede på sit dødsleje”.
En anden over-arbejdsom mand, Lars Juhl, virksomhedsejer og far til 4, vågnende ved ordene “Lars, du har lige haft hjertestop”. Den eneste måde, han kunne fortsætte livet, som han efter eget udsagn “havde fucked helt op” var med en pacemaker – og en ny indstilling til livet.
Både historien om Martin Andersen og Lars Juhl er blevet læst og delt tusindvis af gange på de sociale medier de sidste par uger. Formentlig fordi de rammer noget helt centralt i os alle – nemlig spørgsmålet om, hvad der virkelig er vigtigt her i livet.
Jeg håber, at artiklerne om de to herrer – udover blot at være sensationel, dramatisk og tankevækkende læsning – også giver anledning til at overveje, og dernæst efterleve, det spørgsmål længe før døden banker på døren.
For eksempel lige nu…
Hvorfor kan det gå så galt?
Hvordan kan man overhovedet komme så langt ud, at man bogstavelig talt arbejder sig ihjel?
Martin Andersen beskriver det således: “Jeg er en frø, som svømmer i en gryde med vand. Under gryden bliver et gasblus tændt og varmen kommer snigende. Vandet bliver dejligt og lunt. Først da vandet bliver alt for varmt, faktisk kogende, vil jeg op”.
Beskrivelsen illustrerer ganske godt, hvordan det ofte er med stress. Den kommer snigende. I hvert fald for den, der har stress. For omgivelserne er det til gengæld ret tydeligt, at den er helt gal.
Men den stressede lytter ikke. I stedet har han vænnet sig til det varme vand i sådan en grad, at han til sidst slet ikke mærker det.
Du kender det måske selv. Det med først bagefter at kunne se og føle, af en situation har været helt uholdbar og meget usund for dig. Bagklogskabens klare lys er ofte ubehagelig stærkt.
Men behøver det at være sådan? Er det slet ikke muligt at rette op i tide?
Jo, det er. Både for Martin, Lars og alle os andre.
Kend din vandtemperatur og giv dine børn en god ballast
Som jeg ser det, er der to ting, der er helt centrale her:
1. At vi dagligt tager temperaturen på det vand, vi svømmer rundt i.
Hvis vi mærker, at temperaturen er steget, skal den hurtigst muligt køles ned til kropstemperatur igen.
For at kunne gøre dette, må vi naturligvis kunne mærke os selv. Finde modet til hver dag at rette blikket ind ad, mærke efter og ærligt spørge: Hvordan har jeg det lige nu? Hvad har jeg brug for at gøre i dag, for at genoprette eller opretholde min balance?
På den måde, kommer vi aldrig derud, hvor vandet bliver for varmt.
Men det at mærke efter er desværre ikke en naturlig ting for alle. Mange er blevet fremmede for deres egen krop, fordi alting er foregået i det ydre stort set hele deres liv.
Derudover bliver der mange steder (og i særdeleshed blandt mænd) rynket på næsen eller direkte grint af det med at mærke efter. Hvad er dog det for noget blødsødent pjat, spørger de.
Men med ultimative konsekvenser, som både Martin Andersen og Lars Juhl oplevede, giver det vel ganske god mening dagligt at holde øje med temperaturen i sit eget vandhul.
Og evnen kan optrænes ved hjælp af få og simple teknikker.
Hvis du, når du forsøger at mærke efter, oplever at der ikke kommer noget svar, eller hvis svaret er “fint” uanset hvordan omstændighederne er, så spørg din partner og dine børn: Hvordan har jeg det? Er jeg en god mand/kone? Er jeg en god far/mor?
For når arbejdslivet tager over rammes familielivet. Hårdt og til tider ubarmhjertigt. Og hvis vi tør spørge vores børn eller vores partner – og hvis de tør svare ærligt tilbage – er der næppe nogen tvivl om, at vi her får den sande version af vores tilstand.
Lars Juhl fortæller om sit tidligere liv:
“Jeg sagde igen og igen til min familie, at jeg ville komme hjem og spise klokken syv, men klokken blev alligevel halv ni. Jeg lovede at komme og se min datter synge og spille på Sorø Privatskole, men da jeg kom, havde hun lige været på scenen”.
Martin Andersen var der heller ikke meget. Og når han endelig var sammen med familien, var han en tikkende bombe med lynlunte, der eksploderede og råbte og skreg over ligegyldigheder.
Man kan kun alt for godt forestille sig, hvad børn og koner ville have meldt tilbage, hvis de to mænd havde spurgt “Hvordan har jeg det?”
2. Giv dine børn en god ballast
Lad os forestille os, at omgivelsernes reaktion ikke er nok til at få os til at handle. At vi ser reaktionen, men stadig ikke formår at ændre kurs.
Da stress gør os mere eller mindre blinde og handlingslammende i forhold til alt andet end vores egen ulykkelige vej, er situationen sandsynlig. Både Lars og Martin fortsatte således også deres vanvittige arbejdsmission, trods grædende børn og ulykkelig koner, der tryglede dem om at stoppe.
I den situation kræver det, at vi tvinger os selv til at hæve os en lille smule op over vores eget mikrounivers for der at overveje, hvad vi egenligt vil give vores børn med i rygsækken.
Det er vores børn, der former fremtiden, og som forældre har vi alle et medansvar for, om den skal være fuld af stress, sygdom og lidende familier. Det hele afhænger af, hvad vi vælger at stoppe i deres rygsæk.
Martin Andersen fik af sin far stoppet i sin rygsæk, at han var en slapsvans, der ikke duede til noget. Det såede frøet til en dyb trang i Martin til at bevise, at han kunne noget – koste hvad det ville…
Lars Juhl er vokset op i en familie, hvor man knokler og kæmper, indtil man segner. Og når man vågner igen, knokler og kæmper man videre. Man giver aldrig, aldrig, aldrig op. En holdning, der uden tvivl har haft stor indflydelse på, at Lars Juhl endte, hvor han gjorde.
Vi er alle rollemodeller for vores børn. Og børn gør deres allerbedste for at blive lige som far eller mor, eller for at modbevise fars ellers mors foragt.
Din livsstil har således konsekvenser, der rækker langt ud over dit eget liv.
Så skulle det komme det dertil, hvor du ikke kan stoppe for dit eget helbreds skyld – så gør det for dine børns fremtid.
NB: Hvis du endnu ikke har læst artiklerne om Lars Juhl og Martin Andersen, så finder du dem her:
Skriv et svar