Du kender dem godt. De små øjeblikke i livet, som du har lyst til at fastfryse og holde fast i for altid. Små stjernestunder, hvor lykken mærkes helt ind i hjertekulen og bekræfter meningen med livet.
Ofte kommer de ud af ingenting, og når vi mindst venter det. Med en intensitet, der kan mærkes længe efter.
Og så er der øjeblikkene, som du ønsker aldrig havde fundet sted, og som pludselig gør stjernestunderne endnu mere værdifulde. Minutterne, hvor du ønsker, at du kunne skrue tiden tilbage og gøre eller sige noget andet, så alting ville være anderledes.
Men vi kan ikke skrue tiden tilbage. Og selv om vi nok kan planlægge en stjernestund ned i de fineste detaljer, kan vi aldrig være 100% sikker på, at den indtræffer.
Alt hvad vi kan gøre er, at være fuldt tilstede i det, vi er i, og forsøge at slippe bekymringer om fremtiden og ærgrelser og fortrydelser fra fortiden.
Denne sommer blev jeg endnu engang mindet om, at livet er skrøbeligt, og intet er givet.
På en ellers fortryllende sommerdag ved Vesterhavet kom min yngste søn pludselig grædende hjem fra den cykeltur, han tidligere var kørt ud på sammen med sin storebror.
“Sebastian er styrtet, siger han”, og ca. 1 million ubehagelige billeder ryger på rekordtid gennem mit hoved. Men inden jeg når at sige noget, kommer en venlig sommerhusturist kørende med min store dreng.
Jeg konstaterer lettet, at han ser hel ud, selvom hans ansigtsudtryk ikke efterlader tvivl om, at han har store smerter. Da han står ud af bilen, får jeg hurtigt øje på årsagen. Den højre arm sidder helt forkert. Min søn ryster over det hele og begynder at hyperventilere.
På få sekunder bliver den idylliske sommerstemning i den lille familie afbrudt af et hektisk opkald til lægevagten, (der oplyser, at det nærmeste sygehus ligger ca. 4o minutter væk…) og febrilske handlinger, der kan bedre Sebastians tilstand blot en smule.
Vi får lagt et fryseelement på armen – panodil eller andet smertestillende har vi intet af, for “hvad skal vi da med det…”. Jeg slår mig selv i hovedet med 10.000 selvbebrejdelser: “Hvad er det for en mor, der ikke tænker på at tage smertestillende med på ferie”, “Hvad er det for en mor, der lader sine børn cykle om kap på sommerhus vejene – og det UDEN cykelhjelm”, “Hvis jeg nu havde gjort noget anderledes – f.eks. løbet lidt langsommere på den løbetur, jeg lige havde været på (i stedet for at sætte tidsrekord) så havde jeg måske mødt dem, og så var det slet ikke sket – hvor egoistisk kan man lige være”, osv. osv.
Alt sammen naturligvis ganske nytteløst.
De næste par dage går med smerter, morfin, indlæggelse på Herning Sygehus, operation i fuld narkose, søde, omsorgsfulde sygeplejersker og mindre søde og meget lidt omsorgsfulde sygeplejersker, der virkelig sætter min rummelighed på prøve.
Der er alt i alt rig mulighed for at benytte alle mine egne teknikker til at vise accept, rummelighed, kærlighed, og ikke mindst, holde fokus på nuet og det, som er. Det er så nemt at lade tankerne ryge ud i, hvad der kunne være sket, og alt det, der nu kan gå galt.
Måske var det hele en test fra universet på, om jeg selv mestrer de teknikker, jeg brænder så meget for at lære andre. Jeg er ikke helt sikker på, jeg bestod…
Vel hjemme i sommerhuset igen – Sebastian nu med stor gipsarm – bliver jeg opfyldt af stor taknemmelighed. Taknemmelighed over at det trods alt ikke gik værre, over at bo i Danmark, hvor der findes sygehuse og behandling til alle, over ekstremt dygtige læger, der kan fikse selv de mest komplicerede brud, over alle de gode øjeblikke, vores sommer også indeholdt – og sidst, men ikke mindst – taknemmelighed over at blive mindet om, hvor vigtigt, det er at gribe og værdsætte alle de gode stunder, droppe bekymringer og ærgrelser og aldrig tage noget for givet.
Det kan ikke udtrykkes bedre, end det bliver i denne sang, der gik hen og blev min yndlingssang denne sommer.
Enjoy Living In the Moment
Skriv et svar