I sidste uge havde vi 4. og sidste modul på Stressmaster Uddannelsen, og de 15 Stressmasters på holdet er nu næsten flyvefærdige. Dog mangler de endnu certificeringen i slutningen af februar samt en masse træning op til certificeringen.
For en ting er at læse og høre om, hvordan man bedst hjælper en stressramt, noget andet er at gøre det i praksis. Derfor lægger jeg på uddannelsen meget vægt på træning, både når vi mødes til modulerne, men ikke mindst mellem modulene. Det er her metoderne og teknikkerne virkelig integreres og gør deltagerne til dygtige og professionelle Stressmasters.
På modul 4 arbejdede vi bla. med rollen som Stressmaster. I løbet af et stresscoachingforløb indtager man som Stressmaster flere forskellige roller, og det er vigtigt at vide, hvornår man skal bruge hvilken rolle.
En af de største faldgruber indenfor stresscoaching er at køre et stresscoachingforløb som et hvilket som helst andet coachingforløb og dermed udelukkende gøre brug af coaching-teknikker. Med dette risikerer man at skabe stor frustration og, i værste fald, endnu mere skade hos den stressramte.
At kende de forskellige roller og vide hvornår de skal anvendes, er derfor af største vigtighed, og noget enhver Stressmaster skal kunne.
På modul 4 gik vi også i dybden med selve stressafhjælpnings-processen, og alle fik en udførlig guide, som de kan gå frem efter trin for trin, når de skal i gang med at hjælpe stressramte. Guiden giver en udførlig beskrivelse af helt konkrete værktøjer i de forskellige faser i et stresshåndteringsforløb.
Dog er trin for trin guiden kun vejledende, hvilket altid er vigtigt at huske på. For en af Stressmasterens fornemmeste opgaver er at tage udgangpunkt i det menneske, der sidder overfor, og som er kommet for at få hjælp til at slippe stress og blive hjulpet videre til en god og glad hverdag, hvor der er en sund balance i tingene.
Derfor skal guiden altid kombineres med viden fra de foregående moduler, som i høj grad handler om, hvordan man “tuner ind” på et andet menneske ved hjælp af følelsesmæssig intelligens, nærvær, aktiv lytning, hjerteenergi og centrering.
I modul 4 bliver der bundet en smuk sløjfe på det hele og brikker, der måske har hvirvlet i luften undervejs, falder fint på plads i samlet billede, der indeholder alle elementer, nuancer og facetter af det en god Stressmaster skal kunne.
Jeg glæder mig SÅ meget til at sende hold 2 ud i verden som færdiguddannede Stressmasters. Der er så meget brug for nogen, der kan hjælpe med at håndtere stress på den rigtige måde. Og det ved jeg med sikkerhed, at de kan.
Skriv et svar